Else Jean Jensen

Else Jean Jensen

’Jeg må afsted’

Indtryk fra en rundrejse i Armenien 2015 med “Viktors Farmor”.

Min nysgerrighed og forventninger var store efter, at en medpassager på et fly fortalte, at vejene i Jerevan er grusveje og, at der ingen asfalt er af betydning i landet. Jeg må afsted på nye eventyr tænkte jeg.

Stor var min ’skuffelse’ over, at Jerevan på mange måder er en hyggelig, moderne og samtidig lidt umoderne, storby med asfalt. Det skorter heller ikke på gode restauranter og hoteller samt spændende museer.

Min eventyrlyst blev imødekommet på turene ud af byen og på en tre dages tur til Goris. Naturen er smuk og speciel. Et besøg på en søndagsskole med fokus på kunst i en lille landsby var et velkommet krydderi på turen. Tænk sig, at drenge og piger i alderen 8-14 år går til dans, maleri og håndgerning søndag eftermiddag i flere timer uden en smartphone!

Antallet af (spændende) kirker, klostre og andre monumenter er overvældende. Hvis monument-dosis er for stor anbefales en gåtur eller en af deres udmærkede øl i stedet. Der er som regel altid noget andet at kigge på.

Den største overraskelse var alligevel armenerne selv. Hvor var de nemme at komme i kontakt med! Oftest var det de lokale der tog initiativet til en samtale. Deres stolthed over Armenien var både rørende og berettiget. Tro nu ikke, at de var helt ’blinde’ på Armenien på alle områder, men det kunne vi også tale om. Interessant og atypisk for landene i området, hvoraf jeg også har besøgt Georgien og Usbekistan.

Den dygtige lokale guide, Ara, og vores dansk-gifte guide, Zara Zakaryan, var nærværende og professionelle. Og så skader det selvfølgelig ikke, at begge har et godt humør og humoristisk sans. Så glider alt lidt nemmere.

Jeg deltog på i en rundrejse på hundredeåret for det armenske folkemord. Jeg er ikke blevet betalt eller har opnået andre fordele ved at skrive denne anmeldelse.

Else Jean Jensen, Lektor